Jeg har stress og hvordan er det?

Alle har igennem deres liv på et tidspunkt sagt at de er stresset og ikke kan overskue noget. Men hvordan er det at være så hårdt ramt af stress at man ikke kan overskue noget i sin hverdag og at man ikke længere kan kende den person man selv er?

Det har jeg nu prøvet på min egen krop og  det er vil jeg her på min blog skrive meget mere om. For der er forskellige grader af stress og de bliver også kaldt  noget forskelligt. Den stress jeg har er en belastningsreaktion.

Kort forklaring på hvad en belastningsreaktion er:

Belastningsreaktion er en diagnose. Det vil sige at ordet bruges til at betegne en tilstand med bestemte forudsætninger. “Belastningsreaktion anvendes som betegnelse for en længerevarende psykisk reaktion, men er ikke nærmere defineret efter ICD-10 kriterierene” står der under definitionen af den diagnose. Den gives ofte til personer som har været belastet (stresset) i sådan en grad at reaktionen er længerevarende i mere end to år. … Så hvad er det?
Det er såmænd “bare” en måde at sige at reaktionen på en given belastning har varet i lang tid.
Du kan sammenligne det med PTSD, men hvor du for PTSD har været udsat for et pludseligt traume eller belastning, så er det ved belastningsreaktion oftest en belastning der har pågået over længere tid. … 

Jeg har haft stress i ca. 8 år nu. Jeg har bare ikke været klar over det. For jeg har ikke lyttet til hvad min krop har fortalt mig. Min omgangskreds og familie har heller ikke sagt noget til mig, enten fordi de ikke kunne mærke det på mig ellers også at det et emne man bare ikke snakker om eller tør at siger højt til dem man er tættes på. Hvilket er noget pjat, synes jeg nu. Men igen hvis der var nogle som sagde det til mig, så ville jeg nok også bare benægte det, for hvis man ikke er klar til at få hjælp, ja så vil man også bare benægte at man havde det skidt.

Jeg skulle nemlig først udsættes for en voldsom episode på mit daværende arbejde, før min krop og hoved lukkede helt ned. Og så faldt hele mit korthus også, jeg kunne ikke kende mig selv, jeg kunne ikke overskue mine børn og jeg havde det bedst med at være helt alene. Jeg kunne været blevet liggende i min seng en hel dag, hvis det ikke var fordi at jeg havde 3 børn, som skulle i instituion og jeg er meget stædig af person. Der er nogle som bliver ramt på en anden måde end jeg og de mennesker kan ikke komme ud af deres seng, for de kan ikke overskue det, kan jeg forstille mig.

Jeg vidste dog at drengene ville få en bedre dag derhenne end at være sammen med mig, som ikke havde noget overskud overhoved. Jeg så nemlig en side af mig selv som jeg slet ikke kendte til og som jeg på ingen måde kunne lide. Jeg var sur og synes bare at de var i vejen. Jeg vidste jo godt helt inde i mig selv at de ikke var det og at det ikke var deres skyld at jeg havde det så dårligt. Men jeg kunne bare ikke styre det. Så hold nu op, hvor har jeg grædt mange gange over den måde jeg var på over for dem.

Jeg er bare så heldig at jeg har en kæreste som har været der 100% hele vejen igennem, og det har ikke været nemt for ham på nogen måde.

Skriv et svar